Louise Rosager / Founder & Creator

Oprindeligt er jeg født og opvokset på Sydfyn, men nu er jeg bosat i København, hvor jeg har mit lille værksted på Amager. Siden barndommen har jeg været dybt fascineret af ler. Mens mine venner begyndte til fodbold, startede jeg til keramik i vores naboby. Kreativiteten har altid spillet en stor rolle i mit liv, og jeg har gennem årene udfoldet mig med tegning, maling, indretning, syning, strikning og meget mere.

Keramikken har dog altid været det, jeg vendte tilbage til. Jeg har altid elsket håndværket og de mange processer, som leret gennemgår, men det er først som voksen, at jeg virkelig har fordybet mig i faget. I dag har jeg været så privilegeret at kunne gøre min passion til mit arbejde.

For at styrke mine kompetencer yderligere og udvide min viden, supplerer jeg i øjeblikket min virksomhed med studier på KEA, hvor jeg læser til designteknolog. Dette giver mig mulighed for at kombinere min praktiske erfaring med en dybere forståelse af design og formgivning.